Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Rødbedesalat 15. februar 2011

Filed under: opskrifter — TigerTernet @ 18:34
Tags: , , ,

Halvdelen af  et godt måltid er synsindtrykket, og denne salat er et farvefyrværkeri som klæder mange kødretter og frokostbufetter godt – både i udseende og smag (ja, man kan undre sig over, hvorfor jeg ikke har et billede af denne salat). Hvis man vil sætte ekstra fut i farverne, kan man blande frisk, hakket spinat i salaten.

Du skal bruge:
Rødbeder
Hele hasselnødder
Appelsiner
Salt
evt. citron, olie og sukker

Kog et par rødbeder møre i vand i 45-50 minutter.
Imens ristes en god håndfuld hele hasselnødder på panden, indtil den brune skal begynder at løsne sige. Lad nødderne afkøle og gnub den brune skal af. Hak nødderne groft.

Når rødbederne er kolde, skæres de i tern og lægges i et fad og krydres let med salt – personligt synes jeg, havsalt smager bedst.

Hvis du vil have en dressing på, så bland citronsaft, olie og sukker til en sødligbitter dressing og vend den i ternene.

Appelsinerne skrælles og skæres ligeledes i tern. Vend ca. 2/3 af appelsinerne rundt i rødbedeternene. Rør ikke så meget i ternene, at appelsinerne bliver helt røde. Pynt nu fadet med resten af appelsinerne og de grofthakkede hasselnødder.

Der skal ca. være 2/3 rødbeder og 1/3 appelsiner i salaten.

Reklamer