Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Karin Olesen – 3. klasse 27. november 2012

Jeg har aldrig praktiseret at producere julegaver i billedkunsttimerne, men det må siges at være belejliget, at 3. klasses Karin Olesen-billeder er blevet færdige her ca. 1 måned før jul. Så kan de lige nå at blive udstillet på skolen, inden de evt. skal pakkes ind og lægges under træet.

Arbejdsgang:

  1. Vi startede med at kigge på Karin Olesen billeder på nettet, og fik en samtale om, hvad der er karakteristisk for dem: http://www.karinolesen.dk/mixed-media/2010.aspx
    Vi kom frem til, at eleverne skulle arbejde ud fra følgende rammer:
    *Figurerne skal ende med at være væsener med øjne.
    *De flest delfigurer er kantede (3-kanter, 4-kanter, 5-kanter osv.) og der er kun få runde former.
    *Væsenet skal have en eller anden form for fod (fødder, hjul, “støtteben”…)
    *Der må max. være to væsener på billedet.
  2. Eleverne fik udleveret et stykke kraftigt A4 akvarelpapir. Derefter fik de 3 akvarelfarver at vælge imellem, som skulle bruges til baggrund. De fik at vide, at baggrunden ikke skulle males særlig pænt, men at det var vigtigt, at de lod en hvid kant på ca. 2 cm stå hele vejen rundt om billedet.
  3. Jeg havde stillet forskellige papirtyper – nodepapir, landkort, mønsterpapir, aviser og dameblade – frem, som eleverne nu skulle til at klippe i. De skulle klippe én stor begyndelsesfigur. Hvis de fandt sjove motiver, som de gerne ville have med på billederne, skulle de bruges på en ny måde. Ex. hvis en elev havde klippet en taske ud, måtte den ikke bruges som taske, men skulle bruges som mund, ben, hat eller noget helt fjerde.
    Jeg havde opfordret eleverne til selv at medbringe biografbilletter, bonner, slikpapir, frimærker ol.
  4. Alle løse dele skulle klippes ud og lægges op på baggrunden, inden eleverne fik lov til at lime. Undervejs i processen var det nødvendigt at indskærpe, at der kun skulle være få runde former, ligesom linier skulle være lige og hjørner skulle være skarpe. Øjnene er tilføjet med hvid akrylmaling. Her gav jeg eleverne en hjælpende hånd.
  5. Da eleverne havde limet, og figurene var tørre, tegnede de alle de udklippede dele op med en sort sprittusch – også de stede, hvor papiret lappede ind over hinanden. Til slut fik billederne limlak.

Reklamer