Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Anemoner – 2. klasse 5. maj 2014

20140331_084237I slutningen af marts havde jeg og en kollega 2. klasse med i skoven for at tegne anemoner. Timerne ligger mandag morgen fra 8.00-9.30. På det tidspunkt var det stadigvæk halvmørkt om morgenen og planen var, at eleverne skulle opleve skoven vågne. Men lige netop dén morgen, var det så tåget, at vi overvejede, om vi overhovedet turde bevæge os ud i morgentrafikken. Vi tog heldigvis afsted. Eleverne fik en noget anden oplevelse end planlagt, men skoven var utrolig smuk indhyldet i tåge. De nøgne grå trær mod det grøn/hvide anemonetæppe så rigtig flot ud.

Eleverne fik udleveret gråt A3 tegnekardus og blyanter. Vi havde forinden talt om, hvad skitser er, så eleverne fik ikke viskelæder. Nogle elever syntes, det var et syndigt rod sådan at skulle tegne videre hulter til bulter, hvor der var plads på papiret. Det er måske forståeligt nok, da børn ofte tegner en tegning færdig og derefter begynder på en ny på et nyt stykke papir.

imageI billedkunsttimen efter turen, introducerede jeg eleverne for et “søgevindue”. De fik et stykke A4 papir udleveret og skulle klippe en lille firkant i midten. De skulle nu søge efter det bedste sted på deres skitser. Hvis søgevinduet var for lille, skulle det bare klippes større. Søgevinduerne blev limet fast på skitserne, så eleverne kunne fastholde det sted, de havde udvalgt. Jeg har ikke tidligere bruget søgevinduer med elever, men det virkede rigtig godt. Det betød, at eleverne nemmere kunne overskue deres skitser og udvælge det bedste sted.

imageEleverne overførte “deres bedste sted” til gråt A4-tegnekardus. Det var ikke oprindeligt meningen, at slutresultatet skulle være på gråt papir, men grundet vejret på udflugtsdagen, synes jeg, det var oplagt at vælge denne farve.
Det var en meget svær opgave for eleverne at tegne de små søgevinduer op på A4-papir. Det var svært for dem at forstørre.

imageFor at få anemonerne til at lyse op, som de havde gjort den triste martsdag i skoven, fik eleverne udleveret hvid Caran d’Ache Neocolor farvekridt  til blomsterhovederne. Herefter malede de bladene med alm vandfarve. Da tegningerne var tørre, blev de tegnet op med sort sprittusch. Eleverne skulle tegne efter deres blyantsstreger – ikke dér hvor vandfarverne var malet. Til slut blev de monteret med en sort ramme.

anemonecollage

 

Selvportrætter – 10. klasse 4. maj 2014

20140407_205405Da jeg kom tilbage fra barsel i uge 7, var jeg så heldig at skulle undervise 10. klasse i k-fag. Vi er to lærere til 28 elever og besluttede derfor at dele dem i 2 hold og undervise i to forskellige emner. Hvilket previllegie kun at undervise 14 elever.

Inspirationen til selvportrætterne har jeg fundet i ét af byens cafeers logo: “Ib Rene, Cairo”. Når man studerer logoet nærmere, ser det lidt underligt ud, men som helhed fungerer det godt.

Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig en lille smule på elevernes vejne, når de sløser med deres arbejde, hvilket der desværre var en del der gjorde. Alligevel må jeg erkende, at et sløset resultat også giver eleverne en erfaring med i bagagen, uden at jeg som lærer behøver at kommentere på slutresultatet. Deres reference er de klassekammerater, som ender ud med et godt resultat, fordi de har været omhyggelige fra begyndelsen. Dét taler for sig selv.

collage 1Arbejdsprocessen:

  1. Eleverne tog selvportrætter i forskellige lyssætninger.
  2. Billederne blev behandlet i gratisprogrammet pixlr.com, så de kun indeholdt 3 farver. Herefter blev grænserne mellem de forskellige farver tegnet op, så de var helt skarpe.
  3. Portrætterne blev projekteret op på store stykker karton.
  4. Vi fik en snak om, hvad det betyder, når et billede er monocromt. Det var valgfrit om portrættet skulle være monocromt, eller om der blev valgt en farveholdning (varme farver/kolde farver). Farvelægningen begyndte … og voldte nogle elever store problemer, hvis de ikke havde været præcise med optegningen.
  5. Eleverne valgte en fremtrædende baggrundsfarve.
  6. Færdig!

 

super

 

Ballarinaer – vikarmateriale 2. maj 2014

imageJeg er altid i 7 sind, når jeg skal lægge vikarbeskeder. Jeg kan bedst selv lide at afslutte de projekter jeg er påbegyndt, så jeg forsøger altid at finde på noget, som kan afsluttes indenfor 2 lektioner. Det lykkes ikke altid.

Denne opgave er god mor motorikket, da der skal klippes præcist og foldes korrekt for at få et godt resultat.

http://www.kidskubby.com/paper-ballerina-snowflakes/

http://vintagejunky.com/paper-snowflake-paper-snow-flake-how-to.html

https://www.youtube.com/watch?v=0X0UJdlSdi4