Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Farvelære – 3. klasse 22. marts 2016

image3. klasse skulle lave nogle øvelser med varme og kolde farver. De er malet på bogsider med sort neocolor og vandfarver. De var bare tænkt som øveark, men endte med at blive udstillet i aulaen, da de var ret dekorative. Motiverne er inspireret af Paul Klee. Det gav anledning til at stifte bekendtskab med hans værker.

image

Reklamer
 

God påske fra indskolingseleverne 11. marts 2016

harer

1.-3. klasses påskeharer

Hele indskolingen – 1.til 3. klasse – har arbejdet med påskeharer. Jeg faldt over Catherine Rayners hjemmeside, hvor der er mange søde harer i akvarel, man kan lade sig inspirere af.

 

Vi brugte formalfabetet og startede med en tegnediktat på A4-papir, hvorefter eleverne arbejdede videre med tegningerne på hvert deres niveau. Alle elever er blevet udfordret på at skabe dybde i farvelægningen og være opmærksomme på skyggeeffekter.

1. klasse fik en introduktion til akvarel og farvelægningen af haren, hvorefter de begyndte at farvelægge.
2. og 3. klasse fik et stykke A6 papir, som de skulle bruge som prøvepapir inden de farvelagde haren på A4-papiret. De skulle tegne haren i lille format, og eksperimentere sig frem til en brugbar farvelægning. Jeg havde udvalgt farveholdningen og bad dem om at begynde med næsen.  Jeg opfordrede dem til at vente med at bruge den sorte farve til sidst til kanten af ørerne. Ellers var der frit slag.
Den lille hare er senere blevet klistret ind i elevernes logbøger.

Græsset bag harerne er for de flestes vedkommende tegnet med Neocolor1, for at give stoflighed og derefter farvelagt med flydende akvarel.

Glædelig påske