Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Borge: 2. og 3. klasse 25. oktober 2018

sdrdav

2. og 3. klasse har arbejdet i grupper og lavet borge. Som introduktion til forløbet, læste jeg “Borge” af Nils Hartmann. Vi så også på billeder af forskellige borge, og talte om alle de ting, som kendetegner en borg.

Eleverne fik udleveret hvidt farvekridt og sort A4-kardus. Opgaven gik ud på at eleverne skulle tegne en borg. Der måtte ikke være små detaljer og mennesker med. De måtte gerne tegne en borg på begge sider af papiret. Jeg viste, hvordan de skulle få borgen til at fylde hele parpiret.

Herefter blev eleverne sat sammen 2 og 2. Sammen skulle de tage det bedste fra deres tegninger og tegne en fælles borg (A4).

Når borgen var færdig, skulle den tegnes op på sort A2.

Eleverne fik udleveret grydesvampe (klippet i 3 baner) og hvidt akrylmaling. Jeg viste, hvordan man trykker mursten (det er bedst, hvis svampen er skyllet under hanen og vredet inden). Jeg viste, hvordan murstene skulle ligge i forband. Svampen kan både brede og smalle mursten. Det gør ikke noget, at murstenene går ud over det tegnede, da borgen alligevel skal klippes ud.

Klassen klippede vinduer og døre i karton. Inden de klippe borgene ud, tegnede de en fed sort kant med farveblyanter rundt om vinduer og døre og rundt om selve borgen. Den yderste konturstreg måtte ikke klippes af, når de klippede borgen ud.

Der blev malet baggrunde på A2-kardus og borgen blev klistret ovenpå.

Borgene blev skæve og sjove. Dét jeg synes, gør forløbet godt, er at trykteknikken og dekoration med mange, små vinduer og vimpler, gør borgene stoflige. De virke store, tunge og bastante – lige som de er i virkeligheden.

img_20181001_113325.jpg

 

Jeg har fundet inspiration til forløbet HER

Reklamer
 

Fiskekuttere – 1. klasse 9. oktober 2018

img-516130341-0001Jeg faldt over et skønt billede af fiskekuttere, som var oplagt at bruge som udgangspunkt, da jeg arbejdede med dybde i billeder i slutningen af 1. klasse. Vi havde arbejdet med forskellige overlapninger, og nu var det tid til at bruge den nye viden i et billede.

Optegningen var med blyant – og ingen viskelæder – hvorefter eleverne farvelagde med farveblyanter. De hvide konturstreger i muren og solen er tegnet med Neocolor.

Hav, himmel og den røde mur er malet med Ecoline – flydende akvarel. Da der er meget voks i Neocolor, vil solen og de hvide streger i muren står frem, selvom de overmales med akvarel. De sorte konturstreger er optegnet med sort farveblyant.

Billederne er tegnet på A3, hvilket bliver overskueligt for eleverne, når de maler en stor del af det med pensel. Hvis det hele skulle farvelægges med farveblyanter, ville det være svært at komme i mål.

kuttercollage

 

Tryk, mønster og islamisk kunst – 5. klasse 10. september 2018

I 5. klasse har vi arbejdet med tryk som tager afsæt i islamisk kunst og kakler. Som opstart på forløbet, talte vi om klassens tidligere trykforløb og kiggede på eksempler på forskellige andre trykteknikker.

Med afsæt i en præsentation af islamisk kunst og kakler, dissekerede vi udvalgte mønstre. Vi kom frem til, at mange stjerner og rosetter er lavet af et lille udsnit, som er blevet drejet om et centerpunkt, da det blev trykt. Herved opstår mønstrene. Det er samme princip, som når man tegner mandalas. Se evt. mere HER.

Eleverne fik udleveret skitsepapir, blyanter, linoleumsværktøj, viskelæder (et lille kvadratisk stykke, som jeg havde skåret ud på forhånd) og vandopløselige tusser.

Opgaven gik ud på, at eleverne skulle skitsere det mønster, de ville lave med deres viskelædertryk. Eleverne begyndte at skære i deres viskelædere og afprøvede trykket undervejs. De blev ved med at skære og rette til indtil de var tilfredse.

Når eleverne skulle trykke, skulle de vælge max. 3 forskellige farver. Vi talte om farveholdning på islamiske kakler, men det var helt op til eleverne selv at vælge farver til deres tryk.

img_20180906_1009132743894676811689961.jpg

Disse to tryk er lavet med samme viskelæder. Farven er ændret og centrum for trykket er ændret. På billedet til højre ligger trykkearket med hjælpelinjer stadigvæk under japanpapiret.

Eleverne farvelagde viskelæderne og trykkede umiddelbart efter på et stykke japanpapir (på den glatte side). De gentog processen ved at farvelægge, dreje viskelæderet 90 grader og trykke igen. De opdagede, at de kunne lave forskellige mønstre med samme viskelæder. Det er forholdsvist nemt at vaske viskelæderet rent med en blød pensel og vand, hvis eleverne vil forsøge sig med andre farvekombinationer.

img_20180920_103936.jpg

Viskelædere

Da eleverne var nået frem til deres endelige design, klistrede vi et stykke japanpapir fast til et “trykkeark”, så eleverne kunne lave deres tryk mere præcist. Jeg bad eleverne om at tegne en pil på bagsiden af viskelæderet, som skulle markere det hjørne af viskelæderet, som altid skulle pege ind mod én af cirklerne på trykkearket.

Da eleverne var færdige med at trykke, skulle de vælge et stykke farvet karton og fremstille en ramme til deres billede.

collage - viskelæder (2)

 

 

 

 

 

“Her er jeg” vores udstilling på Sønderborg Børnebibliotek 13. august 2018

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 20:54
Tags:

Sønderborg Biblioteks børneafdeling blev åbnet i et gammelt pakhus på havnen tidligere på året . Det er et smukt og hyggeligt lokale som indbyder til både bøger og udstillinger på hylderne.

Det er vigtigt, at vise eleverne, at deres kreative anstrengelser kan have værdi for andre end dem selv. Lige inden sommerferien afsluttede vi forløbet “Her er jeg”, som i første omgang blev rundet af med en udstilling i vores egen aula på skolen.

Nu har vi fået lov til at udstille penalhuse og pasomslag i Sønderborg Biblioteks børneafdeling. Allerede mens vi satte udstillingen op, kom der flere interesserede og spurgte til produkterne og vejen dertil.

Kom forbi og kig med. Udstillingen løber frem til den 24. august 2018.

 

 

 

 

 

 

Her er jeg: et design-, broderi- og syforløb for 4. og 5. klasse 7. august 2018

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 16:12
Tags: , , , , , ,

 

Broderier: Detaljegraden på perlepladerne er lille og det hele bliver lidt takket og usmidigt. Trods disse benspænd, kan perlepladerne/broderierne alligevel godt blive personlige, hvis eleverne arbejder grundigt med “skitsearbejdet” på perlepladen.

I skoleåret 17/18 har jeg haft både 4. og 5. klasse i håndarbejde og ville gerne arbejde med et længerevarende projekt. Det er min erfaring fra billedkunst, at eleverne kan være svære at fastholde på samme opgave, hvis det trækker ud. På den anden side, synes jeg også, det er her de kreative fag endnu engang har sit eget potentiale. De træner udholdenheden hos eleverne, og med kvalificeret vejledning og tilpas afvejning af udfordringer og differentieringsmuligheder, kan alle komme i mål. I sidste ende bliver eleverne gladere for gennemarbejdede produkter end for hurtige løsninger. Disse betragtninger var også filosofien bag dette forløb: Når vi var færdige, skulle eleven stå med et stykke personligt og gedigent håndarbejde, hvor de havde fået kendskab forskellige teknikker – både design- og håndværksmæssige.

Forløbet gik ud på, at eleverne i første omgang skulle lave en helfigur af dem selv i Hamaperler.

Som eksempel havde jeg lavet mig selv i Hamaperler og efterfølgende lavet et korsstingsbroderi, med perlepladen som mønster. Dette var udelukkende for at anskueliggøre sammenhængen mellem perlepladen og korsstingsbroderiet for eleverne. Mine krav var, at alle perleplader skulle være ca. 25-30 perler høje og der skulle være 4 perler mellem øjnene.

Ved at lade eleverne lave dem selv i Hamaperler, får indblik i de “regler”, som findes for simpelt korsstingsbroderi. Når det handler om eleverne selv, holdes motivationen oppe, da ingen ønsker at ligne andre end dem selv.

Tuk

Perlepladerne er taknemmelige at arbejde på, da eleverne forholdsvist let kan ændre og afprøve ideer. Det er ligeledes en god træning af finmotorikken. Nogle elever forsøgte at lave munde og næser, men gik fra det igen.

Jeg havde købt en stor kasse merceriseret bomuldsgarn med 24 forskellige farver. Det var lige til at gå om bord i, da tråden ikke skal deles, som den skal ved traditionelt broderigarn.

Broderistykkerne blev klippet ud af Aidastof, og jeg viste eleverne, hvordan de regnede ud, hvor på stoffet, de skulle begynde. Jeg tegnede og viste ligeledes, hvordan man broderer, og hvordan bagsiden på et broderi skal se ud. Så snart elevernes perleplader var færdige, kunne de gå i gang med at brodere. Undervejs fandt vi dog ud af, at det var en god idé at lime perlepladerne op på karton, så de ikke gik i stykker.

Simon

Efterhånden som broderierne blev færdige, skulle eleverne i 4. klasse i gang med lynlåse til deres penalhuse og montere broderiet på forsiden. Her er en vejledning til, hvordan man kan sy et penalhus med foer. Jeg har gjort det lidt anderledes med mine eleverne, men det står én frit for. (Mine elevers lynlåse blev bl.a. syet i ad 4 gange – ellers kunne de ikke styre det. Eleverne fik også øvelse i, hvordan man tager af længden på en nylonlynlås)
5. klasseseleverne havde ikke helt så mange undervisningsgange, så de skulle vælge mellem at lave mobilcovers eller pas-covers. Her var der skruet lidt ned for syteknikkerne. Alle elever skulle vælge farve og bånd, og vi havde nogle gode snakke ud fra farvecirklen.

Udklipning af mønstre, oplægning på stof, klipning og isætning af nåle kan være en mortorisk udfordring. Jeg havde valgt, at alle produkter som udgangspunkt skulle syes med foer, så der var mange ting at holde styr på for eleverne.

Zeno

Ved at lade elever sy foer i penalhusene med lynlås, kom de omkring teknikken med at sy en lynlås i, 4 gange (der skal syes 4 søm langs lynlåsen, hvor “lukkeren” skal flyttes). Det var en god øvelse, og gav en vis rutine. Der var ingen elever, der kunne sige, at det var læreren, der havde syet – jeg hjalp dem første gang, og herefter syede de selv. Inden penalhusene blev helt færdige, kunne eleverne tilføje andet pynt – knapper, pomponer osv.

Penalhus med foer

Én af differentieringsmulighederne lå i, om eleverne skulle sy bånd rundt om deres broderi.

 

Pascovers med foer og sikkerhedskarabin

Pascover med foer

 

Her efter sommerferien har vi fået lov til at udstille på børnebiblioteket i Sønderborg. Mere herom senere.

 

 

 

 

 

 

 

 

Folkevogne – 3. klasse 3. januar 2018

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 15:07
Tags: , , , ,

Lige inden jul havde jeg 3. klasse i en kort periode. Folkevognene er tegnet på kraftigt A3-papir, som er skåret i kvadrat. Da billederne var færdige, opfordrede jeg eleverne til at gå i “Tiger og Copenhagen”, hvor man kan købe “LP-rammer” til 40 kr, som billederne passer ind i. Folkevognene er rigtig flotte i en sort ramme, og jeg havde et eksempel med, så eleverne kunne se et “helt færdigt” resultat. Vi fik en snak om, hvad glas og ramme gør ved det billede. Nogen synes, det kom til at se helt professionelt ud.

Jeg har fundet tegnediktaten her. Jeg udleverer aldrig tegnediktater, men “tegner for” på tavlen, og fortæller hvordan jeg “planlægger” stregerne inden jeg tegner. Eleverne kender formalfabetet, så jeg bruger terminologien herfra. Folkevognen er ikke helt let at tegne, da der er meget symmetri, som er svær at få på plads, når der skal tegnes bløde buer. Konturerne er tegnet med sort tusch og billedet er farvelagt med vandfarver og flydende akvarel. 

 

 

 

 

 

Tværfagligt om dinosaurer – 3. klasse

I mit team bliver matematik, dansk, N/T og billedkunst dækket af to lærere, så det var nemt at blive enige om, at vi skulle arbejde sammen om et dinosaurforløb. Der var et afsnit i danskbogen, som blev startskuddet.

Forløbet indeholdt bl.a følgende:

  • Faglig læsning om dinosaurer. Vi arbejdede med at finde skikord, som skulle bruges senere i billedkunst.
  • Skriveopgaver.
  • Tegne hvor store dino-fødder er på de forskellige arter – kridt i skolegården.
  • Opmåling af dinosaurhøjder
  • Arbejde med målestoksforhold. Matematiklæreren havde fundet billeder af dinosaurer, som eleverne skulle tegne op i større størrelser vha. forskellige typer ternet papir. Det blev vores arbejdstegninger i billedkunst.
  • Indsætte dinosaurtiden på vores fysiske tidslinje, som løber med en rød snor hele vejen rund i klasselokalet og som begynder ved Big Bang og slutter i nutiden.

Billedkunst:
Vi arbejdede videre på dinosaurerne, som eleverne havde tegnet op i A3-størrelse vha. 1:2 eller 1:3 str. papir.

Bagsiden af arbejdstegningen blev skarveret med en blød blyant. Det er lige så godt som kalkérpapir, men fordelen er, at “smuds” kan viskes væk. Herefter lagde vi arbejdstegningen ovenpå et kraftigt stykke A3-tegnepapir, og eleverne tegnede konturen op. Nu smittede blyantsskaveringen af på tegnepapiret og omridset kunne ses.

Nu var opgaven at tegne dinosaureren op med sort kuglepen og lægge skygger på. Vi har tidligere arbejdet med skygger – se bl.a.her –  men det krævede lige en opfriskning. Kuglepennen er et fantastisk tegneredskab, da den kan give 1000 nuancer. Det bliver ikke brugt så meget, men da eleverne skal have kendskab til forskellige tegneredskaber, er kuglepennen oplagt at prøve af.

Nu gik eleverne tilbage på arbejdstegningen (eller en kopi af kuglepenstegningen) og dekorerede baggrunden med nogle af de stikord, som passede til deres dinosaur. Da de øvede sig på arbejdstegningen/kopien, kunne de lave hjælpelinjer, og prøve nogle forskellige skrifttyper af, inden de overførte dem til kuglepenstegningen ligesom ovenfor (skraveret bagside).

Jeg forlangte, at baggrunden skulle farvelægges med flydende akvarel, men herefter var det valgfrit om dinosaureren også skulle farvelægges.

img_3816