Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Mit hjem – 4. klasse 19. december 2016

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 11:23
Tags: , , ,

img_3616I 4 klasse har vi arbejdet med arkitektur. Eleverne arbejde med et velkendt motiv – deres hjem. Vi begyndte forløbet med at eleverne skulle tegne en hukommelsestegning af deres hjem udefra. Det var overraskende for rigtig mange, hvor dårligt de kunne huske proportioner, antallet af vinduer osv.

Gangen efter skulle eleverne medbringe billeder af deres hjem som farveprints. Et alternativ var at medbringe billederne på mobilen eller en tablet. Der skulle være så meget som muligt af huset med på billedt. Eleverne fik hjælp til at udvælge det billede, som var mest egnet til collage. Jeg printede billeder til de elever, som ikke selv havde mulighed for ovenstående.

img_3618Collagedisciplinen har sin helt egen logik i opbygningen. Vi kiggede på en del forskellige collager inden eleverne selv skulle i kast med deres eget hus. Det krævede øvelse og koncentration at forstå lagopbygningen, og det varierede meget, hvor langt eleverne kom med billederne i den afsatte tid. Det var svært for dem at forstå, at de ikke skulle begynde med hovedmotivet (huset) – det kom først når baggrunden var færdig.  Undervejs øvede vi os i fagudtryk – karnap, stern, solbænke, sokkel osv.

Det er kun ganske sjældent, at eleverne får lov til at få halvfærdige produkter med hjem, men denne gang måtte vi give op. Der har været en del sygdom i klassen, og de var ved at gå kolde til sidst. Vi måtte afslutte inden alle var færdige. Derfor var det også (næsten) frivilligt, om de ville udstille billederne denne gang.

Eleverne arbejdede på sort A3-karton. De brugte PVA-klæber til at lime med. Det stryges på med pensel, tørrer mat op og klistrer næsten ikke på fingrene – fantastisk materiale!

This slideshow requires JavaScript.

img_3635img_3634

 

Reklamer
 

Mens vi venter 2016 18. december 2016

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 21:31

img_3630Nedtællingen til jul er i aller højeste grad i gang hjemme hos os. Det er den sikkert også i mange andre hjem. De fleste af os skal tilbringe julen eller juledagene med venner og familie og hvorfor ikke lave værtindegaverne selv? De er skønne, de små funklende vintertræer. Både alene og samlet i flok. De er smukke i krukker, men kan også flettes ind i en dekoration. De kan laves i mange størrelser og de er billige og nemme at fremstille. De kan bruges som julepynt, men er holdbare langt ind i januar og februar.

Jeg har fået ideen fra min dygtige håndarbejdskollega, Lone, som har lavet træer med 4. klasse med stor succes.

 

Du skal bruge:
Snor og garn i forskellige grønne nuancer (+hvid)
Kegle eller kræmmerhus (evt. flamingo)
Husholdningsfilm
Glimmer
Gren
Potte + ler
Vat/grus/Træflis

Lim: mel+vand+sukker

Sådan gør du:
Begynd med limen: Bring 2 dl vand i kog i en gryde. Ryst en meljævning af 2 dl vand og ½ dl mel og pisk jævningen i det kogende vand. Kog blandingen igennem. Tag gryden af blusset og tilsæt 3 spsk sukker. Rør godt sammen og lad køle.

Pak keglen ind i husholdningsfilm. Gennemvæd snoren i det kølede lim og vikl den omkring keglen. Sørg for at snorene krydser hinanden. Slut af med den hvide snor, hvis du vil give indtryk af, at der er sne på grenene. Pensel til slut med et ekstra lag lim og drys med glimmer. Lad træet tørre inden det monteres med en pind i en krukke med ler ol. Drys træfils eller noget andet omkring foden.

imag04281

Kegleformen kan også bruges som kræmmerhuse eller røde nissehuer. Brug fantasien.

 

Zebraer – 3. klasse 11. december 2016

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 15:32
Tags: , ,

20161111_115200I 3. klasse har eleverne tegnet zebraer. Der er mange bud på, hvordan man kan arbejde med zebraer på nettet, men jeg har ladet mig inspirere af Fru Billedkunst. Et alternativ til zebraer kunne være at bruge giraffer som hovedmotiv og bruge samme baggrund som hos zebraerne – se en tegnevejledning her. På disse billeder vil man også kunne tilføje en horisontlinje og vissent græs (bast eller halm).

Billederne er tegnet på A3 med blyant og derefter sort tusch. De er farvelagt med Neocolor og vandfarve.

20161111_115219

 

Rensdyr – 1. klasse 5. december 2016

20161126_105502
20161126_105418Jeg har overtaget en 1. klasse i billedkunst efter efterårsferien. I den første periode har vi arbejdet med formalfabetet og nu er det på tide at komme lidt videre med tegnediktaterne og introducere eleverne til vandfarver. I dette tilfælde vådt-i-vådt.

Eleverne har tegnet på A3-papir med blyant. Som altid er viskelæder bandlyst. Jeg vil meget hellere se levende og skæve billeder end billeder, hvor papiret er blevet visket ihjel. På ødelagt papir vil farvelægningen aldrig vil blive pæn, da papirstrukturen er helt smadret og ridset.

Vi brugte lidt ekstra tid, da vi kom til øjnene. Jeg tegnede forskellige eksempler på tavlen, hvor øjnene kiggede op, til siden og ned. Jeg tegnede også et sæt øjne, hvor pupillerne ikke var placeret samme sted i øjet – det fik rensdyret til at se tosset ud, og det var ikke meningen.

Du kan finde en tegnevejledning her

This slideshow requires JavaScript.

Eleverne fik sort tusch til at tegne øjne og pupiller med og hvide farveblyanter til at tegne snefnug og iskrystaller bagved rensdyret. Jeg viste eksempler på iskrystaller fra nettet.

Eleverne fik rød farvekridt til at farvelægge næser og halstørklæder og brun til gevirene. Herefter malede eleverne baggrunden med flydende lyseblåt Ecoline.

Nu fik elevernes tegninger lov til at tørre helt op, inden vi begyndte farvelægningen af selve rensdyrene. Vi talte om skygger og skyggevirkning – det skulle bruges i det videre arbejde.

Eleverne begyndte med at farvelægge hele hovedet, halsen og ørene med karrygul farvelade. Herefter malede de en bred rødbrun ring i kanten og til sidst en smal mørkebrun kant yderst. Alt sammen vådt-i-vådt. Til sidst “blandede” de ringene med rent vand, hvis de ikke var flydt jævnt sammen. Voila: 22 sjove og charmerende Rudolf’er.

20161129_105006I weekenden tegnede jeg med min 5-årige datter. Jeg tegnede på mit eget papir ved siden af, og forklarede hende, hvordan hun skulle gøre. De små kan også sagtens få fine resultater.

 

Perspektivtegning med forsvindingspunkt – 1. klasse 19. juni 2016

image1. klasse har arbejdet med perspektivtegning, da de lavede snemænd i vinters, så dette forløb har været en nuancering af begrebet.  Forløbet har givet anledning til at introducere eller repetere andre fagbegreber: Horisontlinje, forsvindingspunkt, detaljegrad, konturstreg og farveblanding.

 

 

Jeg er så glad… 12. juni 2016

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 21:48

DSC_0282…at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg har haft den bedste oplevelse med min 2. klasse og et par kollegaer.
I torsdags var vi inviteret ind i Slots- og Kulturministeriet for at modtage en pris – Springfrøprisen – for vores lermasker. Springfrøprisen er stiftet af Kulturministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby var til stede, og kulturminister Bertel Haarder afslørede, at vi fik 3. pladsen og 10.000kr til klassekassen. Kristian Gintberg fra DR, som var vært ved arrangementet, tog sig rigtig godt af 2. klasse. Det gjorde bare dagen endnu bedre.

DSC_0288

13403975_1245256978858197_2739761801495138071_o

Karin Noes, Finn Boiskau Hansen Marcus Holm Schmidt, Ida Winther Nielsen, Emma Cecilie Fredsted

Foran os kom Uglegårdsskolens 5. årgang fra Solrød og Ulfborg Skoles 8. årgang fra Hostebroegnen. Tillykke til begge skoler.

Vi var sent hjemme og blev modtaget i skolegården af forældrene med børnechampagne og flag. Det var prikken over i’et for os alle.

I fredags var der almindelig skolegang, men det var OK for eleverne at blive hjemme og sove ud, hvis de havde mulighed for det. Der blev klappet og hujet ved morgensangen og “Sønderborg Nyt” var også forbi.

 

 

 

Fletværk – 2. klasse 22. april 2016

Filed under: billedkunst ideer til børn — TigerTernet @ 23:54
Tags: , ,

image

Forløbet har været en introduktion til forskellige blyanttyper og har været en videreførelse af arbejdet med lys/skygge. Vi lagde ud med en tegnediktat med blyant og optegning med sprittusch. Herefter skulle eleverne lægge skygger de rigtige steder. Vi har tidligere talt om, at de områder på et objekt, der er længst væk, skal være mørkest (med mindre der er en lyskilde). Det har der været rigelig mulighed for at øve sig på her.