Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

God påske fra indskolingseleverne 11. marts 2016

harer

1.-3. klasses påskeharer

Hele indskolingen – 1.til 3. klasse – har arbejdet med påskeharer. Jeg faldt over Catherine Rayners hjemmeside, hvor der er mange søde harer i akvarel, man kan lade sig inspirere af.

 

Vi brugte formalfabetet og startede med en tegnediktat på A4-papir, hvorefter eleverne arbejdede videre med tegningerne på hvert deres niveau. Alle elever er blevet udfordret på at skabe dybde i farvelægningen og være opmærksomme på skyggeeffekter.

1. klasse fik en introduktion til akvarel og farvelægningen af haren, hvorefter de begyndte at farvelægge.
2. og 3. klasse fik et stykke A6 papir, som de skulle bruge som prøvepapir inden de farvelagde haren på A4-papiret. De skulle tegne haren i lille format, og eksperimentere sig frem til en brugbar farvelægning. Jeg havde udvalgt farveholdningen og bad dem om at begynde med næsen.  Jeg opfordrede dem til at vente med at bruge den sorte farve til sidst til kanten af ørerne. Ellers var der frit slag.
Den lille hare er senere blevet klistret ind i elevernes logbøger.

Græsset bag harerne er for de flestes vedkommende tegnet med Neocolor1, for at give stoflighed og derefter farvelagt med flydende akvarel.

Glædelig påske

 

Reklamer
 

Tegnekursus 19. februar 2015

Jeg har længe haft bogen: “Drawing with children” af Mona Brookes liggende. Nu er jeg endelig kommet i gang med at læse den. Det er opløftende at læse hendes erfaringer, og bogen er meget anvendelig, når både børn og voksne skal lære at tegne. Det er genialt at introducere børn til “formalfabetet” (former bliver delt ind i 5 kategorier), da det giver mig som underviser en mulighed for at italesætte en tegneproces med et letforståeligt fælles billedsprog. Tidligere viste jeg konkrete ting ved at tegne dem på tavlen og lade eleverne gøre dem efter. Det gør jeg stadigvæk, men nu har jeg et simpelt fællessprog, der nuanceret fortæller eleven, på hvilken måde eller i hvilken retning, blyanten skal føres. Det er måske lidt langhåret, men jeg er overbevist om, at det gør det nemmere for de auditivt dygtige elever. Herudover giver det alle elever en udvidet mulighed for at udtrykke sig nuanceret i billedsamtalen.
Bogen er på engelsk, men ikke så svær at forstå, så jeg vil varmt anbefale den.

Der er et hav af udenlandske sider på nettet, som fortæller om Mona Brookes’ metode (monart metoden), men danske “Fru Billedkunst” har tilrettelagt et rigtig godt tegnekursus, som er lige til at gå til. Hun har også læst Mona Brookes og kommer godt omkring elementerne. Du kan læse om tegnekurset her

Her har 1. klasse tegnet fugle vha. formalfabetet. De har brugt Super Ferby farveblyanter til fugle, træer, bær og blade. De har øvet sig i at blande farverne, for at gøre dem mere levende. Bagefter har de malet himlen med alm. blå akvarel. Hvis jeg skal tegne fugle med en klasse en anden gang, får eleverne flydende akvarel, så himlen bliver mere ensartet blå. Der er nok liv i fuglene, og en ensartet himmel ville give lidt mere ro i billederne.

collage