Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Chili con carne 7. december 2010

Filed under: opskrifter — TigerTernet @ 17:38
Tags: , ,

Til ære for min søster, vil jeg forsøge at rekonstruere chili con carnen, som den smagte den 30. december 2009.
1000 tak for besøget. Personligt tror jeg, at jeg nød selskabet mere en retten, men måske har du fat i det rigtige Søs:
Det var det hele der gik op i en højere enhed.
Med andre ord bør denne chili con carne kun serveres for folk, du virkelig holder af og som forstår at nyde både selskab og mad!

Du skal bruge:
500 g oksekød
Olie
2 store hakkede løg
5 store pressede fed hvidløg
1-2 stænger kanelbark
2 spsk. spidskommen
2 spsk oregano
1 ds. hakkede tomater
1 ds. tomatpuré (140g)
½-3 tsk. tørret chili (eller efter behag)
Usødet kakao (1½-2 spsk.)
Sukker (ca. 1 spsk.)
Salt
2 ds. røde kidneybønner
1 gul peberfrugter i tern
1 rødpeberfrugter i tern

Varm en stor gryde op og svits spidskommen og kanelbark i olien i et par minutter. Pas på, at det ikke brænder på! Tilsæt oksekød og svits til det er findelt. Svits evt. kødet af flere omgange – det giver det bedste resultat. Lad løg og hvidløg svitse med de sidste par minutter. Tilsæt nu hakkede tomater, tomatpuré, oregano, chili og et par dl. vand og lad retten simre 30-45 min under låg. Rør i gryden engang imellem og tilsæt mere vand, hvis retten bliver for tør. Smag chili con carnen til med salt, sukker og usødet kakao.  Tilsæt kidneybønnerne  og varm retten godt igennem inden peberfrugterne røres i. Server straks.
Peberfrugterne må skal ikke ligge i gryden for længe inden servering, da de skal bevare deres sprødheden.

Tilbehørsforslag:
Ovnlunede nachos (evt. med revet ost på toppen)
Guacamole
Rødbedesalat eller anden god salat

 

Thailandske kødboller 7. marts 2010

Filed under: opskrifter — TigerTernet @ 17:40
Tags: , , ,

Takket være besøg af 3 dejlige “damer” fra min tid på på Danfoss Universe, har jeg her til aften genopdaget denne skønne thailandske ret, som I den grad smager bedre end den lyder.
Grundopskriften fik jeg af en god veninde, da jeg boede på Øresundskollegiet på Amager. Jeg var lige blevet trukket op af den Vestjyske sandjord, så det var en gave at blive præsenteret for andet end kartofler, kød og brun sovs. Det var med andre ord porten til at udforske de farvestrålende og eksotiske grønthandleres varer på Amagerbrogade.

500g hakket svinekød
1 spsk rød karrypasta
1 ds kokosmælk
1 stilk citrongræs (finthakket)
2-3 løg i både
2 spsk peanutbutter – gerne den grove (jeg bruger gerne blendede peanuts i stedet for, men pas på at retten ikke bliver for salt. Skyld dem evt. under den kolde hane inde de blendes)
1 lille dåse tomatpuré
Sukker
Salt
Evt.: et par chilier, skallen af en usprøjtet lime, æg, rasp, mælk, koriander

Kødboller:
I opskriften står der, at man skal forme kødet til små kødboller, hvorefter de skal brunes på en pande og lægges til side. Jeg kan godt lide, at kødbollerne er lidt faste, så jeg rører farsen med et æg, mælk, rasp og salt inden de formes og steges. Hvis man vil gøre retten lidt mere eksotisk, kan man tilsætte revet skrald fra ½ usprøjtet limefrugt.
Læg de stegte kødboller til side.

Sovs:
Varm en gryde op og bring kokosmælk, tomatpuré, finthakket citrongræs, karrypasta, peanutbutter i kog. Når sovsen er jævn og ensartet tilsættes kødboller, (chili) og løg . Hvis sovsen er for tyk, tilsættes lidt vand. Lad nu retten simre ved lav varme i ca. 15 minutter. Smag til med salt og sukker og drys retten med friske koriander inden den serveres med ris.

Tip:
Retten kan tilberedes i god til og simre færdig i ovnen. Så undgår man også at kødbollerne går i stykker under omrøring. Hvis man har gæster, giver det lidt “luft” i programmet.