Tigerternet

Hvad hjertet er fyldt med, flyder bloggen over af

Tryk, mønster og islamisk kunst – 5. klasse 10. september 2018

I 5. klasse har vi arbejdet med tryk som tager afsæt i islamisk kunst og kakler. Som opstart på forløbet, talte vi om klassens tidligere trykforløb og kiggede på eksempler på forskellige andre trykteknikker.

Med afsæt i en præsentation af islamisk kunst og kakler, dissekerede vi udvalgte mønstre. Vi kom frem til, at mange stjerner og rosetter er lavet af et lille udsnit, som er blevet drejet om et centerpunkt, da det blev trykt. Herved opstår mønstrene. Det er samme princip, som når man tegner mandalas. Se evt. mere HER.

Eleverne fik udleveret skitsepapir, blyanter, linoleumsværktøj, viskelæder (et lille kvadratisk stykke, som jeg havde skåret ud på forhånd) og vandopløselige tusser.

Opgaven gik ud på, at eleverne skulle skitsere det mønster, de ville lave med deres viskelædertryk. Eleverne begyndte at skære i deres viskelædere og afprøvede trykket undervejs. De blev ved med at skære og rette til indtil de var tilfredse.

Når eleverne skulle trykke, skulle de vælge max. 3 forskellige farver. Vi talte om farveholdning på islamiske kakler, men det var helt op til eleverne selv at vælge farver til deres tryk.

img_20180906_1009132743894676811689961.jpg

Disse to tryk er lavet med samme viskelæder. Farven er ændret og centrum for trykket er ændret. På billedet til højre ligger trykkearket med hjælpelinjer stadigvæk under japanpapiret.

Eleverne farvelagde viskelæderne og trykkede umiddelbart efter på et stykke japanpapir (på den glatte side). De gentog processen ved at farvelægge, dreje viskelæderet 90 grader og trykke igen. De opdagede, at de kunne lave forskellige mønstre med samme viskelæder. Det er forholdsvist nemt at vaske viskelæderet rent med en blød pensel og vand, hvis eleverne vil forsøge sig med andre farvekombinationer.

img_20180920_103936.jpg

Viskelædere

Da eleverne var nået frem til deres endelige design, klistrede vi et stykke japanpapir fast til et “trykkeark”, så eleverne kunne lave deres tryk mere præcist. Jeg bad eleverne om at tegne en pil på bagsiden af viskelæderet, som skulle markere det hjørne af viskelæderet, som altid skulle pege ind mod én af cirklerne på trykkearket.

Da eleverne var færdige med at trykke, skulle de vælge et stykke farvet karton og fremstille en ramme til deres billede.

collage - viskelæder (2)

 

 

 

 

Reklamer
 

Håndarbejde, Hamaperler, korssting og 5. klasse – og måske lidt billedkunst 24. september 2017

Åh – det var hårdt at erkende, at jeg ikke skulle fortsætte med et eneste af mine billedkunsthold efter sommerferien – overhovedet ingen. Eleverne var ellers alle sammen så dygtige – ifølge læreren.
Til gengæld har jeg fået al skolens undervisning i håndarbejde, da en kollega er gået på barsel.

Jeg har et par gamle forløb, jeg ikke har blogget om endnu, så dem kan jeg måske få beskrevet i nærmeste fremtid. Mon ikke andet, så må skriveriet ligge lidt stille det næste års tid.

Men her får I lige et lille indblik i, hvad jeg hygger mig med i håndarbejde. Jeg er sikker på, at elementer herfra også kan bruges i billedkunst.

I håndarbejde i 5. klasse er de i øjeblikket i gang med at sy et forklæde, så jeg har brugt weekenden på at lave de indledende forberedelser til et korsstingsforløb. Planen er at eleverne skal have et broderet selvportræt på brystet af forklædet. De skal “designe sig selv” frem for at få påduttet et færdigt mønster.

Jeg har printet lidt inspiration ud fra Pinterest, og gik her i gang med at lave min egen familie. Det var rigtig sjovt, så jeg håber, det kan tænde eleverne. Grunden til, at eleverne skal lægge ud med Hamaperlerne er, at de får indblik i de “regler”, som findes for simpelt korsstingsbroderi. Detaljegraden er lille og det hele bliver lidt som i Minecraft – takket og usmidigt. Trods disse benspænd, kan broderierne alligevel godt blive personlig, hvis eleverne arbejder grundigt med “skitsearbejdet” på perlepladen. Grunden til at jeg har valgt, at de skal arbejde på perleplader først er, at de let kan ændre og afprøve ideer.

Når perlepladen er strøget, kan de bruge den som korsstingsmønster i det videre arbejde.

I forhold til BILLEDKUNST, er der også potentiale i perlepladerne i et designforløb, et spejlingsforløb eller et mønsterforløb. Eller hvad med at lave et forløb hos de små, som hander om Minecraft?

 

 

 

 

Tryk, spejling, farveblanding, mønstre – et samarbejde med matematik 1. klasse 1. februar 2016

Matematiklæreren i 1. klasse sad en formiddag på lærerværelset og rev sig i håret over, at de små poder havde svært ved at forstå spejling i matematik. Jeg foreslog at tage temaet op i billedkunst i det omfang, at det havde noget med billedkunst at gøre. Det blev til disse 3 forløb.

imageimageTryk:
Eleverne fik den første introduktion til simpel tryk, da de farvelagde halvdelen af små kort med tusch, sprayede dem med vand og trykte/spejlede dem i den anden halvdel ved at folde dem. Eleverne synes, det var rigtig sjovt og fik lavet mange sjove og flotte tryk. Vi brugte en dobbeltlektion.

 

image

Farveblandinger:
Vi var ude og finde efterårsblade, som eleverne pressede. Herefter klippede de bladene midt over, klistrede dem op på kardus og spejlede dem. Eleverne blandede farverne, så spejlingerne blev så naturtro, som muligt (farveblyanter). Til sammen skulle det gerne ligne ét blad. Det væsentlige var ikke, om eleverne brugte den afklippede del at tegne efter, hvis det var svært for dem at spejle. Det vigtigste var, at de fangede princippet bag spejling og forsøgte  at ramme de rigtige farveblandinger.

imageMønstre:
Eleverne fik udleveret et “koordinatsystem”, hvor de 2 og 2 skulle hjælpe hinanden med at lave et mønster i 2. kvadrant. Dette mønster skulle herefter spejles i y-aksen, så både 1. og 2. kvadrant var fyldt ud. Til slut skulle eleverne spejle mønsteret i x-aksen, så hele koordinatsystemet blev fyldt ud. Det var en øjenåbner for de fleste, at de fik et flot mønster ud af anstrengelserne.image

image